Her i Kolding har vi jo helt andre tilstande og behov end dem, Mother Teresa så i Indien. Så det giver vel ikke menig at stille spørgsmålet: Hvad kan vi lære af Mother Teresa?
Det var vel nærmere hende, der kunne lære af os. Vi kunne lære hende noget om rigdom, økonomisk vækst og om det at tage ansvar for sig selv og sin egen succes. Vi kunne lære hende noget om, hvor meget det enkelte menneske vinder ved at være sin egen lykkes smed, ved at tænke på, hvad vi kan gøre for egen vinding skyld – for når vi ser os omkring, her i vores lille verden, har vi det så ikke godt?
Måske er der mennesker her i Kolding, som lider nød eller mangler omsorg. Men det er vel deres egen skyld og deres eget ansvar? Eller er det altid det?
”Hvis du dømmer mennesker, har du ikke tid til at hjælpe dem” er et citat af Mother Teresa. Måske er vi her til land hurtige og gode til at vaske vores hænder og dømme andre mennesker. Måske er vi blevet så gode til at fordømme mennesker, at vi ikke længere kan se meningen i at hjælp og drage omsorg for andre. De ligger jo bare, som de har redt.
Men er sandheden ikke i virkeligheden, at vi mennesker først og fremmest har brug for omsorg og brug for, at vi hjælper hinanden? Er det ikke netop i omsorgen, i kærligheden og i respekten, at vi mennesker vokser, gror og udvikler os, både som givere og modtagere?
Mother Teresa viste verden, hvilken kraft der ligger i omsorg, kærlighed og respekt, og hun have sans for social vækst. Hun formåede naturligvis ikke ene kvinde at afskaffe fattigdommen, nøden, lidelsen og diskriminationen, men hun formåede at give andre mennesker kærlighed og værdighed.
Mon ikke det giver os mening, at lære af dette? For når alt kommer til alt, er det så ikke vigtigere for os mennesker at give og modtage omsorg, kærlighed, respekt og behandle hinanden med værdighed end at være ”vores egen lykkesmed?”
For Mother Terese har det givet mening i hendes liv, at der den dag i dag, på hendes gravsten står:
” Love one another as I have loved you”.
Mother Teresa døde den 5. september 1997. Hun er begravet i Mother Teresa’s Moderhus i Kolkata under en hvid marmorsten med inskriptionen: ” Love one another as I have loved you”.
Citatet minder mig om, at solidaritet med mine medmennesker er meget mere end skat, moms og materielle goder.
Jeg ville være glad og stolt, hvis der på min gravsten, når den dag kommer, står:
”Med kærlighed til hinanden, med respekt for forskellighed,
og med omsorg overfor andre, bidrager vi til en bedre verden”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar