Længe leve forskelligheden

Er sandheden ikke i virkeligheden, at vi mennesker – både du og jeg - først og fremmest har brug for omsorg og brug for, at vi hjælper hinanden? Er det ikke netop i omsorgen, i kærligheden og i respekten, at vi mennesker vokser, gror og udvikler os, både som givere og modtagere?

Den spanske maler Picasso har engang sagt, at der blandt mennesker er langt flere kopier end originaler.

Jeg tænker, at vores tendens til at leve som kopier af naboerne skyldes, at vi er så bange for at skille ud ud fra mængden.

Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at leve op til andre menneskers forventninger.
Jeg oplever i min hverdag, at mange af os føler, at vi skal klippe en hæl og hakke en tå for at føle, at vi er gode nok til at fortjene andre menneskers respekt. Det er lige som om det ikke er godt nok 'bare' at være sig selv.

Men når vi hver især klipper en hæl og hakker en tå, svigter vi i virkeligheden os selv. Så tør vi ikke - på godt og ondt - stå ved, hvem vi er. Vi føler os med andre ord 'forkerte', og det er her, skoen trykker.

Det er min oplevelse, at alt for mange mennesker går rundt og føler sig 'forkerte', oplever, at de ikke lever op til forventningerne og derfor ikke fortjener at blive mødt med respekt.

Det er utroligt let at føle sig forkert, når man ikke - som alle de andre - har succes på jobbet, i fitnesscenteret, i parforholdet, i familien og i vennekredsen.

For mennesker, der falder uden for vores snævre samfundsnormer, er det alt for let at føle sig udstødt af samfundet.

Vi kan alle bliver indhentet af følelsen af, at i ikke gør det 'godt nok'. Men alle mennesker fortjener at blive mødt med respekt, forståelse og omsorg og positive forventninger.

Ved at respektere hinanden, gør vi plads til forskellighed og til, at vi hver især kan vokse, gro og udvikle os. Til gavn for os selv, vores naboer og samfundet.