onsdag den 27. juni 2012

Fattigdom – har følgevirkninger!

Inderst inde skammer jeg mig over debatten om fattigdom. Og ja, jeg kan ”brække mig” i forlængelse af denne skam. Så det at ”brække sig” er én ting jeg har tilfældes med MF Joachim B. Olsen – for jeg er ingen kuglestøder og har ingen fine titler i dette

Et klogt menneske sagde engang ”Selv om jeg ikke er enig i den herres synspunkt, vil jeg dø for hans ret til at have det ” sådan har jeg også i forhold til Joachim B. Olsens synspunkt. For det styrker Danmark og vores demokrati at vi har forskellige holdninger og det respektere jeg fuldt ud.
Det forhindrer mig dog ikke i at have en anden holdning, en anden opfattelse og en anden måde at tackle problemerne på. Min begrebsforståelse i forhold til fattigdom er afvigende i forhold til ”bræk mig” forståelsen.

Vi brækker os over to forskellige ting! Jeg brækker mig over Joachim B. Olsens udsagn og han brækker sig over min holdning til fattigdom.
Fattigdom kan relatere sig til mange områder. Vi kan tale om åndelige fattigdom, økonomisk fattigdom, fattigdom i forhold til menneskerettigheder og fattigdom i kærlighed. For mig er det vigtigt med en begrebsforståelse og en kontekstafklaring inden jeg begynder at ”brække mig”.
Svaret på fattigdom i Danmark finder jeg inde i mig selv – Hvad kan jeg etisk forsvarer? Hvad finder jeg rimeligt? Hvad giver mig mening i forhold til det samfund jeg ønsker at leve i?

Jeg ønsker at leve i et samfund, hvor uligheden er minimal. Det gør jeg, fordi det giver mine børn, mine medmennesker og mig selv større tryghed og mere stabilitet. Og ligegyldig hvilken form for fattigdom vi taler om, er der tale om en ulighed, der er så stor, at det er påpeget som et problem.
Vi må forholde os til fattigdom i den kontekst vi lever i, som eksempel inden for økonomisk fattigdom; Jeg er ikke fattig, hvis du sammenligner mig med en der lever i Mexicos slum, men jeg er fattig, hvis du sammenligner mig med de rigeste i Danmark. Jeg er ikke fattig hvis du sammenligner mig med mennesker på overførelsesindkomst i Danmark, men jeg er fattig, hvis du sammenligner mig med en Oliesheik. Samme eksempler kan gives inden for alle områder. 

Vi er hver især nødt til at forholde os til det samfund, vi lever i, før vi kan forholde os til, om mennesker lever i fattigdom eller ej. 

Når vi vender blikket til Danmark, vores land, vores by, vores lokalområde, må vi forholde os til, om nogle er fattige i forhold til, hvilke muligheder andre har. Og inderst inde, forstår vi. Inderst inde kender vi svaret:
Kender du til børn eller voksne afholdes for at gå til sport? Ikke deltager i fødselsdage? Ikke tager den uddannelse de ønsker sig? Kender du mennesker som stjæler? Lever usundt? Har manglende overskud?
Alt sammen kan være tegn på fattigdom.

Desværre er den økonomiske fattigdom ”roden til alt ondt”. Det er nok også derfor, vi ofte tænker på den, når vi taler om fattigdom.
Da jeg læste HF fik vi en novelle som handlede om fattigdom, budskabet i denne novelle var, at hovedpersonen, der levede på kontanthjælp, var for fattig til at leve sundt, men for rig til at sulte ihjel. Der var penge nok til at købe det fedtrige mad, men med overvægt til følge.
Desværre er det sådan, at økonomisk fattigdom har følgevirkninger. Hvis en familie lever i økonomisk fattigdom, vil ofte det medføre manglende overskud til økonomisk tænkning, social samvær/relationer og læring. Når der forekommer mangler på disse områder vil det medføre – i Danmark – en marginalisering eller udstødelse af samfundet som forstærker ødelæggelsen af mennesket. Derfor er det vigtigt, at vi tør tale om fattigdom, også i Danmark, uden at vi henleder debatten på, om vi brækker os eller ej.

Lad os tage en sober debat, fattigdom i Danmark, signalerne er der, men tør vi ”se” det? Og gøre noget ved det? For det vil kræve, at dem, der har, vil være solidarisk med dem, der ikke har.
Jeg vil gerne være solidarisk – også i økonomisk henseende – for at sikre mine børns trygge fremtid, for social ulighed medfører social uro – men tør du?

Helle Due Buchvaldt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar