 |
| Den store røde bøg ved Krogerup højskole |
I en stille stund, har jeg sat mig
under den store røde bøg i parken ved Krogerup højskole. Det er første gang jeg
er på højskole og første gang, jeg er væk fra familien i en hel uge. Det er
onsdag lidt over middag og jeg er nu halvvejs igennem min uge på politisk
sommerhøjskole og tankerne flyver rundt i mit hoved. Her, under den store røde bøg,
vil jeg prøve, at få styr på de tanker, der forstyrre min middagspause.
Mine tanker kredser omkring spørgsmålet; Hvordan kan dagen i
morgen blive bedre end dagen i dag? Det syntes jo nemt at finde på noget, som
vil gøre dagen i morgen bedre end i dag. Fred i verden kunne jo være én ting. Det
ville være så skønt, at vågne hver morgen og vide der er fred. Ingen frygt.
Intet had. Kun harmoni og fred. En promenade langs Kolding Å ville også kunne
gøre dagen i morgen bedre end dagen i dag. Forstil dig, at du slentrer hen ad
promenaden mens ænderne pipper, solen skinner og kano-roerne glider langsomt og
roligt forbi. Pragtfuldt.
Men jeg tænker også, at dagen i dag er god. Jeg har det jo
godt. Ok, jeg savner min familie, men dem ser jeg jo om et par dage og
telefonen er jo opfundet. Dagen i dag er så god, at jeg nemt kan leve med, at
den bliver knap så god i morgen.
Så kommer jeg straks til at tænke på
konflikten i Vejle. Mon ikke at personalet på Vejlegården tænker, at ”de har
det jo godt, så en forringelse i deres arbejdsvilkår kan de godt leve med?” Hvem,
af os andre, kan sige sig fri for, ikke at have gået på kompromis med nogen arbejdsvilkår?
Jeg bliver bekymret, jeg bliver bange og utryg. Hvorfor?
Fordi jeg frygter konsekvenserne. Ikke dem, der kommer i morgen, heller ikke i
overmorgen, men om 1 år, 5 år og for mine børn og børnebørn. Dagen i morgen kan
helt sikkert blive bedre, hvis jeg er den bekymring foruden!
Og jeg undre mig over al den strid og kamp, der foregår
omkring Vejlegården med den nye arbejdsgiver, som har lavet en aftale med
forringet arbejdsvilkår frem for en overenskomst med 3F med bedre arbejdsvilkår
som følge. Jeg undre mig over, at personalet, tilsyneladende ikke har samme
bekymring om konsekvenserne, der vil komme, som jeg har. Hvad mon foregår i
deres indre? Er de bange for at miste deres arbejde, så de derved bliver
arbejdsløse? Det kan jeg godt forstå.
For i disse tider, kan det være svært at finde nyt arbejde
og i disse tider, er det ilde set ikke at have et arbejde. Hvor mange gange og i hvor mange år har vi
ikke hørt om, at dem der ikke er på arbejdsmarkedet er dovne og nasser på
samfundet? Jeg ville gå på kompromis med
mine arbejdsvilkår, hvis valget stod mellem at være i arbejde kontra være doven
og samfundsnasser. Og i den sammenhæng syntes det logisk, at personalet vælger
en forringelse af deres arbejdsvilkår frem for, at stå uden arbejde. For dagen i morgen er bedre, når vi er i arbejde.
Men det der bekymrer mig allermest er de ord og det sprog vi
bruger om hinanden og den måde vi behandler hinanden på. Jeg syntes ikke, at
man er doven og en samfundsnasser blot fordi man står uden for arbejdsmarkedet.
I de seneste år har debatten omkring, og tiltaleformen til
arbejdsløse, kontanthjælpsmodtager og syge været præget af nedre sprogbrug og
mistillid. Det virker som om, at jo flere nedsættende ord der bruges og jo
større mistillid og foragt, der udvises, jo større magt har mennesket.
Eller handler det om, at det er den måde de fleste formår,
at forvalte deres magt på?
Hvilket leder mine tanker til min føde- og hjemby Kolding og
dennes facebook side. Her kunne jeg læse et indlæg omkring tiltaleform mellem
ansatte og borgere.
”Hvordan kan det være, at personalet i skranken ved social- og sundhedsforvaltningen kan tillade sig at svare ganske almindelige borgere som de nu har lyst til? Troede, at almen høflighed var en normal opførsel især når man er på arbejde? Magen til frækhed som den jeg var udsat for i går skal man lede længe efter. Hvis jeg ikke bliver behandlet pænt i en butik tænker jeg fint... finder bare et andet sted at gøre mine indkøb! Men det kan man desværre ikke gøre med jeres "butik", men måske i burde overveje jeres måde at tale til andre mennesker på!”
Flere borgere tilkendegav, at de også kendte til, at blive
tiltalt på en ubehagelig måde. Flere gange, har vi via pressen, fået viden om,
hvordan syge føler sig dårligt behandlet. Hvis det er tilfældet, så kan dagen i
morgen, ved skranken i Kolding Kommune, helt klart blive bedre end dagen i dag!
Det vækker mit hjerteblod og min sag, om at alle har ret til
at blive behandlet med respekt og ligeværd og om hvordan magten forvaltes. Og
mens jeg gør mig klar til, at ”rejser mig trodsigt i vrimlen, mens det kogler
af kraft i mit mod” falder mine tanker på Georg Brandes.
Tanken må skyldes de skønne omgivelser, her under den store
røde bøg i parken ved Krogerup højskole, hvor jeg mindes en episode jeg engang
læste, hvori Brandes blev nævnt. Brandes deltagelse i samfundslivet var
angiveligt ikke altid nem for ham, men han skabte en forandring, et moderne gennembrud.
En
forandring i vores måde, at tale om og til hinanden på vil gøre dagen i morgen
endnu bedre end dagen i dag. For tænk nu, hvis alle, fra toppen af (magt)eliten
til bunden, aldrig havde talt dårligt og nedsættende om og til arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere
og syge, så behøvede personalet på Vejlegården ikke frygte omverdens mistillid,
såfremt de sagde fra overfor de forringede arbejdsvilkår og derved stod udenfor
arbejdsmarkedet.
Og tænk nu, hvis alle ansatte i kommunen trives med deres
arbejde og deres arbejdsvilkår, så det, at gå på arbejde gav samme gode
fornemmelser som en slentretur langs Kolding Å, så ville borgere i Kolding
Kommune opleve, at de blev behandlet og talt til på en respektfuld måde og så
behøvede Borgmesteren ikke tagen en snak med personalet (det skriver han, at han vil – håber han behandler de ansatte med
respekt og ligeværd), så kunne Borgmesteren og vi andre bruge vores tid og ressourcer
på at samarbejde om, at være dynamiske,
fremsynede og handlekraftige og det vil skabe flere arbejdspladser og bedre
økonomi.
Og så er det jeg tænker, her under den røde bøg ved Krogerup
Højskole; kampen mellem de kortsigtet og kortvarige fristelser om ussel mammon,
materielle goder og magt, og kampen for en bedre verden, hvad enten der er tro,
håb og kærlighed eller frihed, lighed og solidaritet, har været i mange år og
den kan til tider syntes helt umulig. … Jeg rejser mig trodsigt fra planen, og mens
jeg børster græsset af mine bukser siger jeg højt:
”Dagen i morgen vil helt sikkert blive bedre, hvis vi fik
mange nye arbejdspladser med gode og rimelige arbejdsvilkår.
Dagen i morgen vil helt sikkert blive bedre, hvis vi begynder
at lytte, spørge og behandle hinanden med respekt og ligeværd, hvad enten vi er
arbejdsløse eller i arbejde, lønmodtager eller arbejdsgiver, syge eller raske,
unge eller ældre, ansat eller borger, røde eller blå.”
Helle Due Buchvaldt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar