søndag den 12. april 2015

Kære Statsminister, kære formand – kære Helle Thorning-Smidt



Hjertelig tillykke med de 10 år som formand for socialdemokraterne og mange tak for indbydelsen til dit jubilæum. 

Jeg har fravalgt at komme. Det skyldes alene en økonomisk prioritering fra min side for
1000 kroner er mange penge for en almindelig lønmodtager, som jeg.  Jeg er dog sikker på, at du forstår denne prioritering.

Jeg vil dog gerne sende dig et tak og en tanke. En tak for, at fortælle hvordan du har bidraget til, at jeg har følt mig set, hørt og forstået og en tanke om, hvordan vi sammen kan give flere mennesker denne følelse. 

At blive set, hørt og forstået er afgørende for et menneskes tryghed og trivsel. Desværre er der mange, som ikke oplever dette i deres kontakt med ”systemet”. Det kan vi ikke være bekendt. Det gør mig vred, både på vegne af det enkelte menneske, men så sandelig også på vegne af ”Danmarks fremtid”.


Tak - på vegne af socialdemokrat



Ligesom du, har jeg også valgt at være socialdemokrat. Der er ting vi ikke er enig om, men som du siger ”der er plads til forskelle” – det er jeg meget glad for og det giver mig en følelse af, at være hørt. 

Jeg vil kæmpe for ”Danmark tilbage til folket” – for lighed mellem de forskellige samfundsgrupper – vi skal vurderes på, hvordan vi behandler hinanden, ikke på titler. Jeg vil kæmpe for social genopretning og de demokratiske rettigheder. Fordi jeg via mit arbejde, både som hjemmehjælper og som socialrådgiver, har mødet mange forskellige mennesker, som hver i sær har fortalt mig deres historie - livsfortællinger, der har gjort stort indtryk på mig. Og jeg tager alle disse fortællinger med mig i mit politiske arbejde. 

Kald bare mig for ”røde Helle” – det vil jeg blive stolt over. For jeg tror på, at fællesskab og socialretfærdighed skal være kendetegne det bedste Danmark du kender. Og jeg vil bidrage alt det jeg kan, for at vi sammen kan opnå dette. 


Tak - på vegne af almindelig dansker


Når vi mødes til hovedbestyrelsesmøder og andre sammenkomster går du altid rundt og hilser på, giver hånd og et smil til os. Det er er god takt og tone og det er jeg glad for. Det giver mig en følelse af, at være set. 

Når jeg har valgt at lade mig opstille til folketinget, er det på baggrund af den manglende repræsentation. Ja, jeg synes, at der er for mange folketingsmedlemmer, der ikke har erfaring fra det ordinære arbejdsmarked. Det giver et demokratisk underskud, som især ses i social- og beskæftigelsespolitikken. I ved simpelthen ikke, hvad det vil sige, at blive slidt, syg og frustreret over de arbejdsmarkedsforhold, I byder os. 

Jeg hjælper gerne dig (og de andre), med at se og handle konstruktivt på de problemer, som er herude i virkeligheden. Så vi sammen kan skabe det bedste Danmark vi kender. 


Tak på vegne af mit køn


Du tænker måske ikke så meget over det i dagligdagen, men bare det at du står fast i medvind og modvind, giver mig, og sikkert også mange andre kvinder, mod og styrke til at kæmpe for det vi har kært.  Det vil jeg gerne sige dig tak for. Det giver mig en følelse af at være forstået. 

Det er også vigtig med en god kønsrepræsentation. Det har vi efterhånden i folketinget, men andre steder halter det forsat. Jeg er ked af at I droppede planerne om tvunget barsel til mænd. Ikke fordi jeg går ind for tvang, men fordi det ville kunne give både børnene, mændene og kvinderne det tiltrængte løft både i hjemmet og på arbejdspladserne. 

Jeg vil så gerne, at vi sammen skaber det bedste Danmark vi kender for begge køn og vores børn. Det skal jeg nok hjælpe dig med, i din næste regeringsperiode.

Tak for de ti år du har været formand. Sammen kan vi skabe det bedste Danmark du kender og jeg ser frem til vores samarbejde.

Kærlig hilsen
Helle Due Buchvaldt
folketingskandidat Esbjerg Omegn/Sydjyllands storkreds.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar