beskæftigelsesindsatsen

Kære Carsten

Efter vores møde i København, og den aktuelle debat har jeg tænkt nærmere mere over de forhold, der gør sig gældende ift Beskæftigelsesområdet. Dette skriv er blot for at fortælle dig om mine seneste erfaringer og refleksioner. Mange af problemerne findes også under andre områder, men de er udtaget. I øvrigt så læste jeg noget smukt den anden dag:

”Del altid med andre, for selv med lidt hjælp kan du måske redde dem fra at blive nødlidende. Og tag ikke mere end du har brug for.”

(Den enkle vej, Mother Teresa,red. Lucinda Vardey)

Mit menneskesyn, som jo har direkte forbindelse med det samfundssyn og de politiske tiltag som jeg syntes bør foreligge, bygger på, at alle mennesker har en positiv kerne, som indeholder at vi mennesker er konstruktive, sociale, målrettet og aktive. Dette betyder også at alle mennesker har et grundønske om, at være selvforsørgende, men nogle skjuler det, andre ignorerer det, men ønsket er der.

De, som hvis positive kerne er intakt, kalder jeg for manifesteret motiveret og de, hvis positive kerne er ødelagt kalder jeg for latent motiveret.

Ledige	Udvikling/uddannelse	Arbejdspladser
Ledige der er manifesteret motiverede er konstruktive, sociale, målrettede og aktive, de mangler blot, at der er arbejde at få. Den største del af denne gruppe er i arbejde eller i et uddannelsesforløb, hvorfor det reelt ikke er aktuelt at beskæftige sig med den gruppe. Når jeg alligevel har inkluderet den i denne redegørelse, er det fordi de er i en risikogruppe, for at blive latent motiveret. Lavt selvværd, selvfølelse og selvtillid er nogle af forholdene og disse forhold opstår, hvis der gives mange afslag på jobsøgning. De mister tiltroen til deres egne evner. De har brug for at samfundet hjælper til ved at udvise: Engagement, håb og tiltro (tro, håb og kærlighed)	Denne gruppe vil tage de kurser, uddannelser eller andet som de har interesse i og brug for, så de forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet. De 6 ugers selvvalg er et godt tiltag. Der bør være mulighed for at alle former for udvikling er acceptabelt evt med selvbetaling. Der bør ikke fra lovgivningsside skelnes, om det skal være det ene eller andet. Vi mennesker har brug for forskellige input på forskellige tider af vores liv. Skab brede rammer for udvikling og uddannelse indenfor både personlige-, sociale og faglige kompetencer.	Tiltagene bør være fokuserede på at skaffe arbejdspladser, men da der altid, når man starter på noget nyt, vil forekomme en vis usikkerhed og manglende tiltro til egne evner, bør arbejdsvilkår og arbejdsmiljø være i fokus. Hold fokus på arbejdsvilkår både fysisk og psykisk. Tal til arbejdsgivernes sociale ansvarlighed. En lille ”sløjfe” dertil er at arbejdsgiver kan være latent motiveret for at gøre noget for samfundet/andre – de kan jo være fanget i en grundtanke om, at de bare selv skal have mere. Hvis de er fanget i denne grundtanke, hjælper det ikke med økonomiske tiltag/goder. De arbejdsgivere som er manifesteret motiveret, vil til enhver tid bestræbe sig på at skabe arbejdspladser, betale deres skatter mm.
Ledige der er latent motiverede, er typisk kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, fleksjob/førtidspension samt mange af dem der modtager understøttelse. Denne gruppe bliver ikke motiveret ved, at blive straffet økonomisk, den eneste konsekvens af økonomiske sanktioner er at vi skaber større økonomiske og socialt ulighed i samfundet med utryghed til følge. Magthavernes vigtigste opgave må til enhver tid være at skabe/bevare sociale ro. Et godt billede af denne gruppe er, hvis du forestiller dig, et menneske ligge i det iskolde vand, ved at drukne – hvad hjælper der? At du siger de bliver trukket i penge? At du spørge dem hvad de vil have? De er ikke i stand til at vurdere, hvad de har brug for. Denne gruppe har brug for at få tilført energi. De dårligste har fx brug for mad (men den gruppe hører nok til under socialpolitikken – jeg finder det faktisk beklageligt, at loven/politikken er blevet opdelt). Energi består af engagement (en følelse af at jeg/vi bryder sig om dem og handling, hjælper, incl. grænser), håb, tiltro, respekt (de er ok), forståelse (ser mennesket bag ved handlingen) og ærlighed.	Denne gruppe kan både udvikles og uddannes, men det skal gøres i en vekselvirkning, hvor der er fokus på og støtte til de personlige, sociale og faglige forhold.  Denne gruppe har ringe kendskab til krop, fysisk, psyke, handling, sindets gensidige indvirkninger. Det betyder blandt andet at de ikke har kendskab til god billig ernæringsrigtig kost. De lever ikke konstruktivt. En udvikling/indsats kan betegnes som en samfundsværnepligt*.   Det er denne gruppe som aktuelt er stigende i det danske samfund. ” Underklassen er vokset fra 10 pct. i 1985 til at udgøre knap 14 pct.” (www.klassesamfund.dk). Den laveste middelklasse bliver til underklasse ved langvarig arbejdsløshed og nedsættelse af de økonomiske ydelser/muligheder. Hvis udvikling/uddannelse skal lykkes handler det reelt om ”tro, håb og kærlighed” eller i den socialdemokratiske term ”frihed, lighed og solidaritet”. Herefter fokus på voksenerhvervsuddannelse uden lange akademiske tilbøjeligheder. *samfundsværnepligt, Esbjerg Omegn kredsen har udarbejdet et skriv omkring dette.	Arbejdspladserne skal være rummelige, tilbagefald er i højrisikogruppen igennem lang tid. En mulighed er at udvikle/udvide de socialøkonomiske arbejdspladser (definitionen er aktuel lidt diffusJ).  Med fx bedre opstarts/lånemuligheder. Der skal være gode arbejdsvilkår, og tiltag som mentor kan da undværesJ Og så selvfølgelig skal der være arbejdspladser som både indeholder produktionsarbejde, forefaldende arbejde, lagerarbejde mm. Arbejdspladserne skal vokse i den styrke, som er i ”forskelligheden i fællesskabet” – det er her styrken for arbejdsmarkedet erJ

Bedste hilsner og god arbejdslyst

Helle Due Buchvaldt.

14.2.2013.