Nytårstale 2015

af folketingskandidat Helle Due Buchvaldt.

Det talte ord gælder. Bramming den 3. jan 2015.

JV omtalte den 4.1.15 vores nytårkur med overskriften "Helle Due vil rive Ribe Domkirke ned" Du kan se artiklen her

Kære alle  

Rigtig godt nytår.

Vi er nu i gang med 2015 – et valgår, og vi må for alvor beslutte os for, hvad og hvordan vi vil forme Danmarks fremtid. Hvilke værdier, hvilke holdninger og hvilken politik skal have den afgørende betydning for vores Danmark? 

Jeg vil starte med at fortælle, at 2015 skal være det år, hvor jeg vil rive Ribe Domkirke ned! Den er umoderne,stor og bastant og ikke mindst er den voldsom dyr i drift. LAD OS RIVE DEN NED. Lad os bygge en ny, effektiv og funktionel lille sag, som er billig i drift, og som kan bruges til mange gøremål.

Tænker I:  ”hun har ret, hun lyder både sikker i sin sag og fremstår som en ”vinder””, - vil I følge mig og hjælpe til.

Tøver I og tænker:  ”det er dumt”, men gør ingenting, hjælper I mig alligevel. 

Måske vil I gøre modstand og fremføre argumenter som: ”Ribe Domkirke er Danmarks eneste femskibede kirke!” ”Ja!”, vil jeg svare, ”der kan I se, den er umoderne”. Eller måske vil I argumentere med, at det er ”Ribes største turistattraktion”.  ”Og?” vil jeg svare, ”nu får I så mulighed for at vise, hvor flittige og kreative I er. Lav noget nyt!” hvorefter I vil tie. Så hjælper I mig også. Og jeg vil endda stå stærkere end tidligere.

Bliver I derimod vrede og oprørte, når jeg drager mod Domkirken med min hammer og mejsel, vil I forsøge at stoppe mig. I vil rejse jer - trodsigt. Plante jeres fødder solidt på jorden, stå fast og fortælle mig igen og igen, at jeg tager fejl. Nok er kirken gammel, stor og dyr i drift – men den er en del af Danmarks kulturarv, den har sjæl og medmenneskelig værdi.

I vil danne en mur, så jeg ikke lykkes med mit forsæt. I vil kæmpe nidkært og stærkt for at bevare Ribe
Domkirke. For den er et vigtigt symbol på værdier som frihed, lighed og næstekærlighed.

Selvfølgelig vil jeg ikke rive Ribe Domkirke ned. På samme måde vil jeg heller ikke, at 2015 skal være året,
hvor vi for alvor river vores velfærdssamfund ned!

Vi er desværre godt i gang. Det politiske pendul svinger længere og længere mod højre, og det tavse flertal
følger med. Det er blevet så pokkers moderne, at frihed handler om penge, lighed om muligheder og
næstekærlighed om sig selv. 

Det er blevet moderne at være så ligeglad, at når en person forarges over uretfærdig behandling mod
hjemløse, så udpeger vi ham/hende som helt. Det er blevet så moderne at diskriminere, mobbe og holde folk udenfor, at Dronningen må italesætte det i hendes nytårstale.

Jeg bliver vred og oprørt.

-        Når jeg hører, at ”den danske model” er umoderne.

-        Når jeg ser, hvad det gør ved mennesker, når arbejdsløshed, sygdom og andre sociale problemer
bliver reduceret til personlige problemer.

-        Når fortællingen om, at hvis der bare er ulighed nok, så bliver vi flittige og kreative, gentages og gentages. 

-        Når jeg erfarer, at jorden udpines, og dyr lider, fordi vi mener, profit er vigtigst. 

Det er dumt, men alligevel tøver jeg – fordi de står som ”vindere”, stærkere og virker sikre i deres sag.

Men er det ikke min socialdemokratiske pligt og fornemste opgave at kæmpe for, at markedskræfterne bliver reguleret og styret hen mod et mere solidarisk samfund?

For er vores velfærdssamfund ikke værd at kæmpe for, ligesom Ribe Domkirke? Det er en del af vores
fortælling om, hvordan Danmark blev et af verdens rigeste og mest lige lande. En del af vores danske sjæl.
Velfærdssamfundet er vores sikkerhed for fællesskabets trivsel og tryghed. Det er vores demokrati, medbestemmelse og medansvar, vi tavse lader glide i afgrunden

til fordel for konkurrencestatens topstyring. 

For 100 år siden blev Grundloven ændret, og vi fik folkestyre. Kvinder, arbejdsløse og studerende fik også
stemmeret. Noget så betydningsfuldt at vi fejrer det her 100 år efter. Dengang blev der kæmpet for folkets
ret til medbestemmelse og medansvar, hvilket gjorde det muligt for mennesket at have et aktivt liv i
fællesskabet. 

Hvad gør vi så nu? Tag bare Danish Crown på Bornholm. Det var lederne, der fik millionbonus og slagteri-
arbejderne, som gik ned i løn. Og de gamle demokratiske værdier som medansvar og stemmeret er nu erstattet af det, der ligner et topstyret enevældigt fyrstedømme – på trods af, at det gamle andelsforetagende var skabt på en kultur, hvor hvert menneske havde en stemme. Ak, sådan er det gået – og sådan kan det gå. 

Det er vores – og kun vores – valg, hvilket Danmark vi har. Det var den vigtigste pointe i Statsministerens
nytårstale. Det handler om politik. Om hvilket samfund, vi gerne vil have. Der er ingen selvfølgeligheder eller nødvendigheder. Der er kun valg. Og politik er andet og mere end økonomi og vækst. 

Vi skal have et samfund, hvor vi kan stole på vores fødevarer. Det kræver, at jorden, planterne og dyrene er i trivsel. 

Vi skal have et samfund, hvor vi er trygge, både når vi er på arbejdsmarkedet, og når vi står uden for. Det
kræver, at vi har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og at ulighed og sociale problemer forebygges og bekæmpes.

Et samfund, hvor der ikke er forskel på behandlingen, hvad enten vi er psykisk eller fysisk syge, det kræver
ligestilling. 

Vi har brug for udvikling af vores danske velfærdssamfund, så vi uden tvivl og tøven fortsat kan hævde, at
Danmark er et af de mest lige, trygge og harmoniske steder at leve. Og at vi derfor er verdens lykkeligste folk.

Så lad os rejse os … trodsigt. Plante vores fødder solidt på jorden, danne en mur og kæmpe nidkært og
stærkt for at bevare vores demokrati, sikre social genopretning og beskyttelse af den fantastiske jord. Vi skal ikke være bange. For når vi hører argumenterne om, at velfærdssamfundet er gammelt, stort og dyrt i drift, så spørger vi: Er alt som det skal være, eller kan vi gøre det bedre? Hvilket samfund vil vi gerne have?
Og er vi lige og frie uden et velfærdssamfund? Og vi fortæller, at det handler om måden, vi er sammen på og måden, hvorpå vi hjælper og støtter hinanden.At det handler om den danske muld og sjæl.

Lad 2015 blive det år, hvor Danmark kommer tilbage til folket.

Lad 2015 blive fællesskabets år, et arbejderår, et kampår – det år, hvor vi genvinder regeringsmagten og får
det politiske pendul til at svinge lidt mere vestpå.

Godt nytår